Om mig

Jeg er en engageret og arbejdsom person, som lige nu går på EUX Business studieåret på UCH i Holstebro, hvor jeg forventer at blive færdig i 2026. Uddannelsen giver mig både et stærkt fagligt fundament og indsigt i erhvervslivet, hvilket matcher mine planer om at få en læreplads, når jeg er færdig. Ved siden af min uddannelse arbejder jeg i øjeblikket i Bilka Holstebro i elektronikafdelingen, hvor jeg har ansvaret for både salg, opfyldning og trimning af afdelingen. Her har jeg fået værdifuld erfaring med kundeservice, rådgivning og det at skabe en god oplevelse for kunderne. Før Bilka arbejdede jeg i Biltema i 6 måneder, hvor opgaverne primært bestod af vareopfyldning og trimning. Det var en anderledes rolle med mindre kundekontakt, men gav mig et godt indblik i lagerarbejde og struktur. Min længste ansættelse har været i Spar på Døesvej, hvor jeg arbejdede i ca. 1 år, indtil butikken lukkede på grund af konkurs. Her stod jeg i kassen, hjalp kunderne og havde ansvar for rengøring. Stillingen lærte mig at tage ansvar, være serviceorienteret og holde et højt tempo i hverdagen. Derudover interesserer jeg mig meget for teknologi og gaming, og jeg har i flere år haft en passion for at bygge computere og optimere dem. Jeg elsker også at rejse og opleve nye kulturer, og en stor del af min fritid går med at være sammen med venner – hvad enten det er en tur i byen, en gåtur eller bare hyggeligt samvær. Jeg vil beskrive mig selv som nysgerrig, pligtopfyldende og imødekommende, og jeg ser frem til at udvikle mig både fagligt og personligt i mit kommende arbejdsliv.

Billede af Andreas